42 72 96 09 lotte@lomovision.dk
Vælg en side

Juhuu jeg lever!

Dagens indlæg er ikke så fagligt, men til gengæld yderst personligt. Jeg synes jeg har brug for at fejre udfordringerne, og den personlige succes. Og der er i min verden, virkelig medvind på havnen i Grenå. Huset summer. Der er altid gang i et eller andet på gangene, i mødelokalerne eller i de værksteder man unægteligt kan høre, når man sidder stille med en pc, på et kontor. Men idag er indlægget alligevel lidt anderledes.

Det skal nemlig ikke altid være så fagligt, da jeg jo også gerne vil have, at Du – kære læser, også lærer MIG at kende…. Det er nu alligevel altid lidt grænseoverskridende at smide det personlige ud til verden. På den anden side så er det jo også en del af forretningen at jeg er mig. Det er jo også en del af mine kompetencer, at jeg har den erfaring med i bagagen, som jeg nu har, både fagligt og personligt. Så vil du med på en rejse? En rejse ind til, hvem jeg nu i virkeligheden er?

Jeg handler mere end jeg snakker (og dem tæt på mig vil sige, at jeg snakker meget)

Hvor kommer jeg så fra? Jo, født og opvokset i Aarhus Midtby – 8000 Aarhus C! Opvokset som enebarn hos min mor og far, og dem har jeg stadig, og har også fejret deres guldbryllup. Vokset op i et hjem, hvor det var tilladt at være til, at tænke kreativt, men var man utilfreds, så måtte man gøre noget ved det, istedet for at klage. Være konstruktiv i sin dialog, og ikke bare brokke sig. Undersøge og vide, og ikke bare læse overskrifter. Jeg har, som så mange andre teenagere og unge mennesker, måske ikke altid gået den lige vej mod mine mål. Jeg har været stædig, og ikke hørt på hvad mere erfarne mennesker havde af input, jeg har været impulsiv, og slået mig på den konto, fordi jeg glemte at tænke mig om, og jeg har haft hjertesorger og mistet mennesker i mit liv, fordi jeg har begået fejl. MEN. Jeg har altid forsøgt at lære af de fejl, jeg så begik. Og reflekteret en del over, hvorfor tingene nu gik, som de gjorde. Når jeg tager en beslutning, holder jeg ved den. Jeg står ved, hvem jeg er, og jeg er aldrig for stor til at sige undskyld hvis jeg har dummet mig. For det gør jeg stadig. Jeg er menneske og jeg skal udvikle mig, så længe jeg har en puls!

Jeg er meget bevidst om, at jeg skal tilstræbe hver dag, at være en bedre udgave af mig selv, end jeg var igår. At være en bedre mor, en bedre kæreste, en bedre datter og en bedre ven. Med mig og mine kodeks i centrum. På det faglige plan, arbejder jeg på hver dag, at blive bedre fagligt, en bedre netværker, en bedre sparringspartner og alle de andre roller, jeg går ud i verden med. Og ikke mindst – hver dag skal jeg blive bedre til at drive mig selv mod målet. Jeg er blevet en bedre mig, og bedre til at sætte mig selv først, for hvis jeg ikke fungerer optimalt, så gør det jeg skaber, heller ikke.

Tager stadig chancer

Jeg er dog pt i dagpengesystemet, efter endnu et eventyr i sommers, der bestemt ikke endte som planlagt. Jeg kan mærke, at jeg har et behov for at fortælle den her historie, så bær over med mig, hvis den bliver lidt lang….

En forpagter blev sygemeldt, og tilfældigvis var jeg lige ved at afrunde min uddannelse i digital markedsføring. Jeg har altid haft en eventyrlyst, der minder om Pippi Langstrømpes, så når jeg får en udfordring, så springer jeg gerne ombord, hvis jeg kan få det til at passe. Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt! Og for første gang, vil jeg her løfte sløret for, hvordan man kan være nok så flink og hjælpsom, og alligevel ende ud med sorteper, selvom man redder nogle fra at gå helt på enden. For det kunne jeg godt. Her taler vi en campingplads, hvor sæsonen er startet så småt, og sommerferien er 3 uger væk, hvor der så også starter højsæson. Jeg kunne godt drive campingplads, med hjælp selvfølgelig fra de gode frivillige, fastliggerne, og ikke mindst de ansatte jeg havde og fik, mens jeg havde styrestangen. Og pladsens ejer er en landsdækkende klub, med medlemmer der kom på pladsen, og bestyrelse og alt det der… Men når nu ledelsen er fraværende og helt væk fra ligningen, ikke må kontaktes, og i den stil, så er man lidt nødt til at lege opfinder, for at få tingene til at glide alligevel. Og da jeg beder om en kontrakt, hvor jeg er sikret min løn i mere end bare sæsonen, stopper alt kommunikation bare… Og to timer efter jeg har lukket for den sidste uge, og en kæmpe fest har givet fantastisk omsætning, får jeg en meget upersonlig mail, der siger tak for hjælpen – vi klarer den selv herfra. Det var lidt en mavepuster. Jeg havde reddet deres sæson! Jeg havde sat hele min egen sommer og ferie og eventuelt nyt arbejde inden for min nye uddannelse på standby. Jeg havde ikke andet i mit liv, og hvis min familie og venner ville se mig, måtte de komme derud, for jeg havde ikke mulighed for at tage væk fra pladsen. Jeg boede nærmest i min bil! Og takken – det var en mail. Mere end 90 timer om ugen, og takken var en MAIL!… Taknemmeligheden var helt fraværende, og aftaler blev en by i Rusland. Det skal slet ikke modtages som et surt opstød, jeg tænker det mere en advarsel, at selv når man tror på det bedste i folk, og deres intentioner er tilstede, så kan det godt alligevel gå helt i en anden retning.

Så husk dog at få det på skrift, Lotte!!!

Jeg havde fra start sagt, at skulle jeg det her, så var det ikke en sæsonansættelse. Og jeg havde fået lovning på, at det blev det heller ikke. De kunne sagtens bruge mine marketing kompetencer i klubben bagefter, til at markedsføre campingpladsen, til at eventkoordinere og aaaalt mulig andet. Men… faktum var, at ham der ansatte mig, IKKE havde kompetence til at love mig det. Og inden jeg reelt lige kunne få den kontrakt, så skulle han jo lige holde ferie… Jeg fik et ansættelses brev i mellemtiden, hvor jeg kunne se min timeløn og alt det der, som alle de andre sæsonansatte også fik…Og hvem blev sorteper? Det gjorde jeg. MEN – det er jeg om noget, blevet MEGET mere klog af. Nu koster alt. Jeg arbejder ikke gratis. Jeg gør intet uden det er på skrift, og jeg er ikke for god af mig mere.

Lotte redder verden (en af gangen…)

Jeg vil gerne stadig hjælpe hele verden – og redde den, hvis jeg kunne. Bare spørg kæresten – han får grå hår i hovedet af mig, ind imellem…. Men ikke længere uden at jeg selv er sikret. Ikke uden, at jeg har mit på det rene. Jeg er færdig med at lade folk trampe på mig, og tage r**** på mig, så at sige. Nu har forpagteren så imidlertid sagt op, og jeg fik ret mange henvendelser fra sommerens gæster, om at de synes jeg skulle søge den. Der var meget virak på facebook siden om, hvordan man behandlede folk, og om den nye forpagter kunne forvente at blive behandlet bedre, og alt sådan noget. Jeg har aldrig fortalt denne historie til nogle af gæsterne…

Men denne sommer – der bliver jeg gæst der. Hvorfor? Jo, det er jo ikke forpagterens skyld, det er ikke gæsternes skyld, og det er ikke de ansattes skyld. Det er vel egentlig nok min egen – at jeg ikke fik det på skrift. MEN så kan jeg jo sidde derude med en kold fadøl i hånden, med de bedste gæster på pladsen, og nyde at det ikke er mig der stormer rundt og ordner alt det, der skal ordnes. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Mit moralske kompas er stadig, at jeg skal hjælpe hvor jeg kan. Det er stadig, at være et ordentligt menneske, og at jeg skal smile og glædes over noget, hver dag.

Dagens billede

Det billede jeg har vedhæftet idag, er min daglige udsigt fra adressen i Grenå. Og den hjælper på alt! Jeg er – fordi jeg har muligheden – blevet bedre end jeg har været, til at gå ud i min frokostpause, og mens jeg skal snakke i telefon (hvis altså ikke det blæser for meget, så man intet kan høre) og når jeg skal tænke og lade tasterne være for en stund. Jeg er blevet væsentligt bedre til at passe på mig selv. Jeg har erfaringen med, som fortæller mig, at jeg ikke skal stresse igennem noget mere. Ting tager den tid, ting tager, og jeg vil ikke længere gå på kompromis, selv om nogle mennesker og virksomheder har travlt. Det nytter bare ikke, hvis resultatet af mig, eller mit arbejde er, at det er blevet jappet igennem, og ikke er fundamentalt i orden.

Min selvtillid har ikke fejlet noget i mit voksne liv. Men mit selvværd har. Og i takt med, at jeg har taget mig selv seriøst, og arbejdet med mit indre, og min tankegang, er der gradvist kommet mere brænde på mit indre bål af selvværd. Jeg er simpelthen gået hen og begyndt at elske mig selv mere, end jeg nogensinde har gjort før. Fordi jeg gør noget for mig selv – jeg tillader mig at nyde livet. Og her kommer så også min følelse af, at jeg fortjener den her optur. Jeg fortjener medgang og at blive anerkendt for det arbejde jeg laver og de kompetencer jeg har. Det gør det væsentlig nemmere for mig, at sætte priser på mine ydelser som freelancer, sætte tid af til Mig Selv med god samvittighed, og være mere tilstede i mit samvær med andre.

Så lige for at smide lidt mere anti-jantelov på bordet, vil jeg hermed lige vise jer, hvad jeg faktisk besidder af kompetencer, evner og så også lige min præsentation i og fra Bæredygtighedens husLinkedIn. (Advarsel: Det er lidt ananas i egen juice, hvis du forstår sådan en lille en) 😀

Nedenfor er som sagt, mine spids kompetencer. Det er dem, jeg gerne vil bygge på. Det er hvad jeg bringer til bordet, så at sige. Resten kan du finde på min LinkedIn profil her

 

Missionen er vidensdeling.

Jeg har oprettet en side på LinkedIn og på Facebook. Du finder siderne her: LinkedIn / Facebook Missionen her er vidensdeling, målet er at leve af at lave god markedsføring i øjenhøjde, med tilfredse kunder og spændende projekter i ordrebogen. Indtil videre er det på freelance basis, men jeg er ikke lukket i forhold til en fast kontrakt, ansættelse eller andre spændende ting, der kan få mig ud af dagpenge systemet. Så det var lidt om mig, min mission – mit mål.

Tak fordi du læser med. Jeg er så glad for hver og en af jer læsere.

/Lotte

Share This